- kompetencer, krav og muligheder
Vi må desværre meddele, at alle pladser til denne konference er besat.
- ønsker du at komme på venteliste, bedes du sende en mail til dfk@dfk.dk
Auditorrollen har udviklet sig fra at være hovedsageligt kontrollerende til i højere grad at give forretningsmæssig rådgivning. Auditor er i mange tilfælde en sparringspartner for virksomhedens ledelse og tilbyder med udgangspunkt i kvalitetssystemet en kritisk vurdering af de forretningsmæssige processer.
Denne udvikling er sket som en naturlig følge af, at kvalitetssystemet i dag omfatter alle virksomhedens processer – et holistisk kvalitetssystem. Ledelsen udnytter derfor ofte en audit til at sætte fokus på integrationen af en række processer, og ikke så meget på en enkelt proces eller en given afdeling.
Porteføljen af audits omfatter således ikke alene de velkendte kvalitetsmæssige, miljømæssige og arbejdsmiljømæssige audits. Også etiske og sociale forhold må nu inddrages som elementer, der er væsentlige for forretningen - især for virksomheder med underleverandører i udviklingsområder. I en globaliseret verden får disse aspekter hastigt større og større betydning for virksomhedernes grundlæggende eksistensvilkår.
Dette stiller nye og anderledes krav til de personer, der skal planlægge, gennemføre og rapportere om audit. Der er tale om en udvidet auditorrolle, hvor forventninger, auditoropgaver og kompetenceprofil for auditor er forandret.
Der kræves en betydelig og bredt funderet forretningsindsigt, og auditor forventes bekendt med metoder, værktøjer og terminologi, der traditionelt knyttes til management consulting. Og ikke mindst – auditor skal have stor menneskelig indlevelsesevne og være en fremragende kommunikator.
En systematisk planlægning og opfølgning (f.eks. i form af trend-analyser) af audits vil give ledelsen et overordnet billede af virksomhedens tilstand. Resultatet er typisk øget kundetilfredshed, procesoptimering, lavere omkostninger, øget medarbejdertilfredshed m.v.
Tilsvarende har mange certificerede virksomheder nye krav og forventninger til deres certificerende organ, om hvorledes certificeringsorganerne tilpasser sig til denne virkelighed, og hvordan de kan og må indfri disse forventninger.
Endelig oplever flere og flere virksomheder at blive auditeret af deres kunder som led i en kontraktindgåelse eller som betingelse for fortsat samarbejde. Disse audits opfattes ofte som en uundgåelig omkostning – men de bør snarere betragtes som en mulighed for et sundhedscheck af virksomhedens tilstand.
På konferencen fortæller virksomheder fra forskellige brancher om deres erfaringer med den nye auditorrolle, både som interne og eksterne auditorer.
291107 Konferencebrochure.pdf