For ca. 10 år siden startede Lean sit indtog i Danmark. For mange virksomheder har Lean betydet væsentlige forbedringer i resultaterne, idet produktiviteten er steget, gennemløbstiderne er blevet reduceret, kvaliteten er blevet forbedret, og der er blevet tid og overskud til faglig udvikling.
Men har medaljen også bagsider? Og i så fald hvilke?
Lean hos Danfoss
På konferencen om Lean og kvalitetsforbedringer, der afholdes hos Danfoss Drives i Gråsten, fortæller Danfoss om firmaets erfaringer med Lean, der siden 2003 har været en fast del af arbejdet med løbende forbedringer, det vil sige, hvad er godt, og hvor er der mulighed for yderligere at tilpasse og forbedre processerne?
Gennem de 5 år med det lean-baserede forbedringsprogram og de mere end 100 piloter, har Danfoss opnået stor erfaring med Lean-processen og erfaringer med selve implementeringsprocessen i de mere end 40 fabrikker. Disse erfaringer har i dag medført ændringer, så man nu kombinere Lean med Six Sigma, hvilket vil sige at der både jagtes spild og processvarians.
På konferencen vil deltagerne få indblik i, hvorledes Danfoss har implementeret Lean og således opnået store forbedringer på blandt andet produktivitetsområdet. Man vil også høre om baggrunden for, at Danfoss i dag kombinerer Six Sigma og andre kvalitetsværktøjer med Lean for yderligere at styrke firmaets konkurrenceevne.
Det menneskelige aspekt
Men løbende forbedring er ikke kun et spørgsmål om værktøjer som Lean og Six Sigma. Ofte betyder det også forandring og dermed en nødvendighed for fokus på at håndtere de menneskelige aspekter ved forandring. Danfoss har gennem piloterne sikret, at der har været fokuseret på dette aspekt, og Danfoss har derigennem opnået en høj parathed til forandring i organisationen.
At indføre Lean kan også have andre væsentlige menneskelige aspekter, der skal håndteres, og på konferrencen vil der være et specielt indlæg, hvor fokus drejes over på disse aspekter.
Med en blanding af teori, praksis og debat er der lagt op til en spændende konference, hvor der stilles skarpt på erfaringer og potentiale inden for Lean og kvalitetsforbedringer. Hvad har det betydet for firmaet, og hvorledes er de store forandringer håndteret?
Der vil endvidere i frokostpausen være mulighed for at møde nøglepersoner fra de forskellige delområder i Danfoss Business System (DBS). Disse delområder arbejder med forbedringer inden for produktion, udvikling, salg og indkøb.
Konferencen er kombineret med en rundvisning i produktionen hos Danfoss Drives, der er en af Danmarks største elektronikvirksomheder, som ved hjælp af Lean har gjort enkeltstyksproduktion til masseproduktion.
Danfoss Drives producerer og markedsfører frekvensformere til hastighedsstyring af motorer og er globalt førende inden for føde- og drikkevarer, HVAC-produkter og vandindustrien.
TIL DENNE KONFERENCE ER DER DESVÆRRE BEGRÆNSET DELTAGERANTAL.